Om at starte hos dig selv

Det hele starter hos dig. Også selvom det nogle gange kan føles som om, at det er alle andre, der er “galt på den.” Sandheden er, at forandringen altid begynder indefra. Når du begynder at kigge på dine egne mønstre med nysgerrighed, kan du få øje på, hvordan de påvirker både dig selv og dem omkring dig.

Et fantastisk sted at starte denne nysgerrighed er med Enneagrammet. Det er et værktøj, der hjælper dig med at lære dig selv bedre at kende og selvom vi her kun skraper i overfladen, kan det allerede give dig værdifuld indsigt, som kan gøre en stor forskel.

Autenticitet opstår, når du træffer bevidste valg

Hvad er Enneagrammet?

Enneagrammet er et personlighedsværktøj, der beskriver ni grundlæggende typer, hver med deres særlige måde at tænke, føle og handle på. Det er et værktøj, der kan hjælpe dig med at forstå dine egne indre drivkræfter, reaktionsmønstre og ubevidste strategier og samtidig give dig indsigt i, hvordan andre mennesker oplever verden.

Når du får øje på dine egne mønstre, og lærer at genkende andres, skaber det grobund for mere ærlige relationer, større selvaccept og dybere forståelse. Enneagrammet handler ikke om at sætte folk i kasser, men om at åbne op for udvikling, indsigt og mere bevidste valg.

Træd ud af kassen ikke ind

Når vi taler om Enneagrammet, er det vigtigt at huske, at ingen er én bestemt type, men at vi relaterer os til en type, fordi den afspejler nogle af vores grundlæggende mønstre og drivkræfter. Vi rummer alle elementer fra de ni typer, men vi har alle én grundkerne, der præger vores adfærd, reaktioner og motivationer mest.

På den måde bliver Enneagrammet ikke en kasse, du skal ind i, men et redskab til at forstå dine mønstre og bevæge dig mere frit. Til hver type har jeg lavet en lille øvelse du med fordel kan bruge til at øve dig dig i, at slippe lidt af dit mønster – god fornøjelse.

TYPE 1

Perfektionisten

Du er den, der gerne vil gøre tingene ordentligt, både for dig selv og for andre. Din indre stemme minder dig ofte om, at tingene skal være “rigtige” og “ordentlige”. Bag denne stræben ligger en frygt for at være forkert eller utilstrækkelig. Du kommunikerer klart og struktureret, og sætter pris på ærlighed og integritet. Når du bliver mødt med forståelse og anerkendelse for dine værdier, blomstrer du og føler dig set og respekteret.

Din styrke : Du har et stærkt moralsk kompas og en evne til at skabe orden og retfærdighed. Din integritet og ansvarsfølelse gør dig til en pålidelig og dedikeret person, der ønsker det bedste for sig selv og andre.
Det, der kan drille: Din indre kritiker kan blive overvældende, og du kan være hård ved dig selv og andre, når tingene ikke lever op til dine høje standarder. Den hårde do af dig selv og andre kan skabe stress og følelsen af aldrig at være god nok.

Øvelsen for dig er at giv dig selv lov til at slippe kontrollen.

TYPE 2

Hjælperen

Dit hjerte banker for andre, og du finder stor glæde i at give omsorg og støtte. Din største frygt er at blive overset eller ikke elsket for den, du er. Din varme og nærværende kommunikationsstil gør, at folk føler sig trygge omkring dig. Når du selv bliver mødt med taknemmelighed og oprigtig anerkendelse, føler du dig både værdsat og dybt forbundet.

Din styrke: Du har en utrolig evne til at mærke andres behov og yde omsorg med varme og empati. Din gavmildhed og nærvær skaber tryghed og kærlighed omkring dig.
Det, der kan drille: Du kan let miste dig selv i andres behov og glemme dine egne grænser, hvilket kan føre til udmattelse og følelsen af at blive overset eller ikke værdsat.

Øvelsen for dig er at lære at sige nej”.

TYPE 3

Udretteren

Du er ambitiøs, strålende og målrettet – og du elsker at vise verden, hvad du kan. Bag din drivkraft gemmer sig en frygt for ikke at være god nok, hvis du ikke leverer. Du kommunikerer med selvtillid og effektivitet og ønsker ægte anerkendelse for den indsats, du lægger i alt, hvad du gør. Når du mødes med oprigtighed og ser værdien i dine intentioner, føler du dig virkelig set.

Din styrke: Du er ambitiøs, energisk og målrettet – en naturlig leder, der inspirerer og får ting til at ske. Din selvtillid og evne til at præstere skinner klart.
Det, der kan drille: Du kan have svært ved at være ærlig om dine sande følelser og risikerer at definere dit værd ud fra dine resultater, hvilket kan føre til overanstrengelse og tomhed.

Øvelsen for dig er at lære at sætte tempoet ned.

Individualisten

Du er en dyb sjæl, som søger efter ægthed og mening i alt, hvad du gør. Din frygt er at være uden betydning eller at miste forbindelsen til din unikke identitet. Din kommunikation er følsom, kreativ og ofte præget af en stærk indre verden. Når du bliver mødt med ægte interesse og plads til dine følelser, får du ro og mod til at være den, du virkelig er.

Din styrke: Din dybe følsomhed og autenticitet giver dig en stærk kreativitet og evne til ægte selvudtryk. Du søger dybde og mening i livet.
Det, der kan drille: Du kan blive fanget i følelsen af at være anderledes eller misforstået, hvilket kan føre til melankoli og selvmedlidenhed.

Øvelsen for dig er at finde glæde i det almindelige.

TYPE 5

Undersøgeren

Dit sind er din skattekiste – du elsker at fordybe dig i viden og forståelse. Din største frygt er at blive overvældet eller trængt ind på livet. Du er rolig, eftertænksom og lidt reserveret i din kommunikation, og har brug for tid og plads til at åbne op. Når du mødes med respekt for dit behov for ro og frihed, trives du og kan dele dine indsigter med glæde.

Din styrke: Du er klog, analytisk og nysgerrig, med evnen til at fordybe dig i komplekse emner. Dit behov for viden gør dig til en klog og selvstændig person.
Det, der kan drille: Du kan isolere dig og holde følelser på afstand, hvilket kan skabe ensomhed og vanskeligheder ved at knytte dig til andre.

Øvelsen for dig er at åbne op for andre.

TYPE 6

Loyalisten

Du er en trofast sjæl, der søger tryghed og stabilitet i en uforudsigelig verden. Din frygt er at stå alene uden støtte. Din kommunikationsstil er forsigtig, ærlig og ofte præget af bekymring – fordi du gerne vil sikre dig, at alt er som det skal være. Når du mødes med tryghed, klare rammer og ærlig dialog, kan du slappe af og vise din sande styrke.

Din styrke: Du er loyal, pålidelig og ansvarsbevidst. Din evne til at planlægge og forudse udfordringer gør dig til en stabil og støttende ven og partner.
Det, der kan drille: Din tendens til bekymring og tvivl kan skabe usikkerhed og mistillid, hvilket kan gøre det svært at tage beslutninger eller stole på dig selv.

Øvelsen for dig er at finde det positive frem for begrænsningerne.

TYPE 7

Eventyreren

Du er livsnyder og optimist med en livlig energi, der trives med nye oplevelser og frihed. Din største frygt er at sidde fast i smerte eller begrænsning. Din kommunikation er spontan, levende og fyldt med idéer. Når du mødes med åbenhed, lethed og plads til din nysgerrighed, blomstrer du og spreder glæde omkring dig.

Din styrke: Du er livsglad, optimistisk og spontan – en glædesspreder, der elsker nye oplevelser og muligheden for vækst. Din entusiasme smitter.
Det, der kan drille: Du kan have svært ved at blive i nuet og konfrontere smertefulde følelser, hvilket kan føre til undgåelse og rastløshed.

Øvelsen for dig er at være til stede i nuet.

TYPE 8

Beskytteren

Du er en stærk og modig person, der ikke er bange for at tage styring og sige din mening. Din frygt er at blive sårbar eller kontrolleret af andre. Din kommunikation er direkte, ærlig og kraftfuld. Når du mødes med respekt og ærlighed, kan du sænke dit forsvar og vise både din styrke og sårbarhed.

Din styrke: Du er stærk, beslutsom og modig – en naturlig beskytter, der står op for retfærdighed og tager ansvar. Din styrke inspirerer.
Det, der kan drille: Din tendens til at kontrollere og undgå sårbarhed kan skabe distance i relationer og gøre det svært at lade andre komme tæt på.

Øvelsen for dig er at vise sårbarhed.

TYPE 9

Fredsskaberen

Du er rolig, harmonisøgende og god til at skabe fred – både med dig selv og andre. Din største frygt er at miste forbindelsen eller blive afvist. Din kommunikationsstil er afslappet, støttende og ofte undvigende, fordi du helst undgår konflikter. Når du mødes med tålmodighed og kærlig opmærksomhed, får du mod til at træde frem og dele din unikke stemme.

Din styrke: Du er rolig, tålmodig og rummelig, med evnen til at skabe harmoni og forståelse i konflikter. Din nærværende væren giver tryghed.
Det, der kan drille: Du kan undgå konfrontationer og undertrykke egne behov, hvilket kan føre til passivitet og manglende klarhed om, hvad du selv ønsker.

Øvelsen for dig er at udtrykke egne behov.

DEL

Har du noget på hjertet?

Har du noget på hjertet som du har lyst til at dele med mig, så vil det glæde mig at høre fra dig. Skriv til mig på info@originalyou.dk.